Bjerget

Bjerget – en persisk legende

Den berømte venetianske opdagelsesrejsende, Marco Polo, nedskrev i det trettende århundrede en persisk legende, der stammede fra et sted mellem Diarkibir og søen Urmia, og som befolkningen endnu holder i ære. For nogle år siden rejste den russiske forfatter Minzloff til denne egn. Han bekræfter, at legenden, som blev fortalt ham af indfødte persere, er nøjagtig og sandfærdigt skildret af Marco Polo, som kalder den en historisk begivenhed.

The twelve apostles are gathered around Peter, depicted as an old man, at Pentecost; twelve rays of light from heaven stream down upon their heads. From a thirteenth-century Nestorian Peshitta Gospel, written in Estrangela.

For længe, længe siden besluttede en lille flok syriske kristne – nestorianerne – at flygte til Persiens vildsomme bjerge for at undgå de grusomme forfølgelser fra andre folks side. Nestorianerne var fredelige landmænd og fårehyrder og efter nogle års hårdt arbejde forvandlede de denne vilde egn til et jordisk paradis. Efterhånden blev denne lille flok større og meget velhavende og da lykkelige folk altid bliver misundt, havde nestorianerne også fjender ved kaliffens hof, som ville ødelægge dem for at tage deres ejendom. Men kalifen var retfærdig, og da den begærlige visir foreholdt ham, at det var absolut nødvendigt at dræbe nestorianerne, fordi de narrede og vildledte folk med deres løgne og bespottede landets religion, blev han tankefuld.

“Kender du deres religion?”, spurgte kalifen.

“Nej, jeg kender den ikke”, var visiren nødt til at svare.

“Jeg heller ikke”, sagde kalifen. “Vi kan ikke bedømme, hvad vi ikke kender. Spørg nogle vise mænd om råd for at undersøge denne sag. Hvis det viser sig, at nestorianerne virkelig er løgnere og bedragere, skal jeg lade dem forsvinde fra jordens overflade”.

Denne aften var lyset tændt til sent ud på natten i den store rådsforsamling i visirens hvide palæ.

En morgen så fårehyrderne, som passede dyr på bjergets skråninger, langt borte noget, som de først troede var røg; men efterhånden opdagede deres skarpe øjne, at det var støv fra en trop ryttere, der nærmede sig landsbyen. Hurtigt bragte hyrderne deres får til et sikkert sted og sendte en ung dreng til landsbyen for at underrette folk om, at der var fare på færde.

Ved kirken hang en jerntavle fæstnet med en kæde. Denne tavle slår man på med en hammer for at kalde folk sammen, og ved lyden af hammerslagene styrtede også bevæbnede mænd ud på den store plads. Men der var ingen grund til at være bange, da det viste sig, at de ubekendte ryttere simpelthen var en eskorte for kalifens to udsendte mænd.

Den ældste, en gammel mand med hvidt skæg og øjne sorte som natten, befalede at blæse i et horn. Og da hele befolkningen var stimlet sammen, og den gamle præst var gået ham i møde, begyndte han at tale til folket:

“Jeg er sendt til jer fra vor hersker og lovgiver, den almægtigste mand i hele verden,” sagde han så højt og tydeligt at man kunne høre ham i de fjerneste kroge. “Jeres liv og død afhænger af jeres svar. Bring mig jeres hellige bog.”

Præsten bød at bringe et håndskrevet evangelium og rakte det til den gamle mand, som løftede bogen højt op mod himlen og spurgte: “Er det jeres hellige bog?” “Ja, det er det”, svarede alle i munden på hverandre. “Så svar mig åbenhjertigt: Er alt sandt, hvad der står i den? Hvert ord?” “Alt er sandt,” svarede folket, “hvert eneste ord.” “Og I tror på Gud og elsker ham af hele jeres hjerte?” “Det gør vi!” råbte folket. “Udmærket,” fortsatte kalifens gesandt og strøg sit sølverne skæg, “så vil det være let for jer at benægte, hvad man beskylder jer for, og bevise at I ikke er bedragere.” “Hvad skal vi så gøre?” spurgte præsten. “Intet særligt,” svarede den sortøjede mand og løftede igen evangeliet op. “Det står skrevet her, at hvis ens tro er så stor som et sennepskorn og han siger til bjerget: “Rør dig!” så vil bjerget skifte plads med det samme. I sin nåde giver kalifen jer lov til at vælge manden, hvis bøn vil blive hørt af Gud. Om ti dage vil hans højhed kalifen selv komme til dette sted og i hans nærværelse skal I bede til Gud og få ham til at lade dette bjerg skifte plads.” Han pegede på et bjerg med mange klipper i nærheden af landsbyen. “Men hvis i bedrager kalifen, hvis bjerget ikke adlyder jer, så er det jeres egen skyld. Så vil det vise sig, at I er virkelige løgnere og bedragere og at det, som står i jeres hellige bog, er løgn. Alle mænd vil da blive dræbt på grusom måde og alle kvinder og unge jomfruer blive solgt som slaver.”

Stumme af rædsel hørte folket disse forfærdelige ord. Rytterne jog i det samme bort over steppen og snart så man kun en støvsky, mens man på den store plads foran kirken hørte kvindernes gråd og jamren og mændenes ophidsede tale og fortvivlede råb.

“Hvorfor sendes denne skrækkelige ulykke over os? Hvorledes skal vi kunne undgå den?” Men selvfølgelig var der intet at gøre. Ingen kunne udtænke noget middel til at afvende ulykken. Og hvem ville vove at bede om et sådant mirakel? Hos hvem var troen stærk nok? Ikke én eneste mand i landsbyen havde tro så stor som et sennepskorn. Selv den gamle præst, som var afholdt af alle, rystede sit ærværdige hoved, da man henvendte sig til ham, og svarede nedslået: “Mine elskede børn, jeg er ikke værdig, jeg er for svag. Jeg vil kun styrte jer alle i fordærvelse.”

Først blev befolkningen uendelig bedrøvet og derefter forfærdelig bange og denne angst steg snart til rædsel. Alle følte dødens nærhed. – Ingen kunne sove, og hvis nogen faldt i søvn, vågnede han snart, dækket af kold sved. Ingen kunne arbejde. Sværme af fugle spiste de modne druer, men ingen bekymrede sig om det. Stalddørene var åbne og staldene tomme. Dyrene var på markerne. Folk huskede pludselig alle de usandheder, de havde sagt, alle de fornærmelser, de havde tilføjet deres næste og ved denne lejlighed kom man også i tanker om den enøjede skomager Feodor. Han var altid glad og tilfreds; man kaldte ham et fæ, man fandt ham latterlig fordi man vidste, han var let at snyde og man ikke behøvede at betale de penge, man skyldte ham. Hvis der hændte ham noget ubehageligt, sagde han blot – som ville han trøste den skyldige: “Det er godt, Gud vil ordne det,” og ved disse ord lyste hans ene øje af hjertensgodhed; så beroligede han sig selv og sine modstandere, som virkelig troede, at Gud ville hjælpe. Det er klart, at det måtte blive skomageren, som skulle vælges for at bede Gud om miraklet. Til hans hus strømmede masser af mennesker og blandt disse den gamle præst. Mødrene løftede deres små børn op for at bede Feodor om ikke at svigte dem og den beskedne, stille mand blev helt forundret: “hvorledes kan jeg vove at bede Gud om et mirakel?”, svarede han. “Jeg er en stakkels synder, værre end I alle tilsammen.” Hulken og gråd overdøvede hans ord. “Nægt ikke at bede for os,” sagde præsten, “måske vil Vorherre være nådig og opfylde din bøn.” Skomageren blev rørt, begyndte at græde og samtykkede. “Gud vil ordne det,” tilføjede han.

Alle følte sig lettere til mode, da de gik hjem i mørket og de gentog ofte disse ord: “Gud vil ordne det.”

To dage før kalifens ankomst blev befolkningen igen ubeskrivelig bange; selv ikke dyrene opførte sig som sædvanligt, når de blev bragt i stald om aftenen, især var hestene urolige og fårene, som ellers altid sov fredelogt indtil solopgang, vågnede forskrækket nogle gange om natten, kastede sig uroligt hid og did og stampede ængsteligt, indtil det blev lyst.

Luften var hed og selv om natten var der trykkende varmt. Over den skyfri himmel hvilede et kobberskær. Solen havde næsten ingen stråler. I det fjerne så man en tæt brun tåge og to gange hørte man fra et eller andet sted en dump buldren, som mindede om torden. “Vi får tordenvejr,” sagde de gamle nestorianere, og et lille håb om, at kalifen måske ville udsætte den rædselsfulde dag, fik alle hjerter til at banke hurtigere.

Hos skomageren var døren lukket; men når man kastede et blik gennem hans vindue, så man, at han lå udstrakt på gulvet i dyb bøn.

Så oprandt dagen. Ved solopgang forlod alle landsbyens beboere deres huse og gik ud på markerne og på de flade tage rundt omkring så man folk. Kobberpletterne, der dagen før havde været nærmest umærkelige, var blevet store og frygtindgydende; de så ud som kæmpeskjolde. Det var svært at ånde. Solen stod op, rød som blod. Da skimtedes noget ubestemt inde i tågen og snart kunne man skelne en mægtig trop – næsten en hær.

“Kalifen kommer! Kalifen kommer!” råbte man og slog korsets tegn. Den største del af hæren blev helt ude ved bjerget på steppen. Telte blev rejst og farverige tæpper spredt ud. Den anden del af hæren nærmede sig højden, hvorpå landsbyen var bygget. En mand blæste i et horn og befalede, at beboerne skulle møde kalifen. – Tavse og lydige gik alle ud på steppen og vogterne lod dem standse foran herskerens trone. Præsten og skomageren befandt sig i første række. På kalifens tegn kom de nærmere. Kalifen var forundret over at se de to tarveligt klædte mennesker.

“Lover I, at bjerget vil skifte plads på jeres bøn?” spurgte kalifen. “Nej, herre,” svarede præsten, “vi vover kun at bede om det.” Kalifen rynkede brynene. “Så er jeres tro ikke så stor som et sennepskorn og I er løgnere!” “Herre,” sagde præsten, “vi er hæderlige folk; men Guds vilje i Himlen og på Jorden er uudgrundelig. Vi tror på din barmhjertighed og godhed; men du skænker jo heller ikke alt, hvad man beder dig om.” “Jeg giver enhver efter hans fortjeneste,” sagde kalifen. “Hvis jeres Gud finder jer værdige, vil han nok frelse jer. Det er ham, der skal dømme jer. Begynd nu.” Han vinkede og man førte præsten og skomageren midt ind i mængden med ansigtet vendt mod bjerget. De faldt på knæ. Den gamle mand løftede sine hænder og begyndte at bede højt: “Fader vor…” Alle rystede som i feber: man ventede på miraklet, men det udeblev. Bjerget blev urokkeligt stående, end ikke et blad på klippens buske rørte sig.

Præsten tav. Så betragtede han bjerget endnu en gang og kastede sig på sit ansigt.

Skomageren rejste sig langsomt og gik et skridt frem. Hans ansigt var hvidt som Ararats top. “Flyt dig! Kom herhen!” råbte han strengt med grænseløs tro. Og pludselig følte alle, at jorden hævede sig under deres fødder. Man hørte en dump buldren. Alle sprang forfærdede op – de gigantiske klipper syntes at blive levende og mens stene faldt rundt omkring, kom bjerget langsomt hen mod mængden. Ild viste sig, som var det selve bjergets ånd. En forfærdelig larm rystede luften. Folk blev dækkede af aske og sten. Kalifen nåede med nød og næppe op på sin hest og sprængte bort, fulgt af soldaterne, der som forskrækkede fugle flygtede bort over de endeløse stepper.

********************

Indtil vore dage har nestorianerne i denne egn mange privilegier, som intet muhamedansk folk nyder godt af. Det store bjerg er en forhenværende vulkan, som havde ét eneste kort udbrud en gang i det første århundrede efter Kristi fødsel.