Gud

Der er en Gud

Hvorfor?

Det spørgsmål har mennesket stillet, lige siden det kunne begynde at tale. Hvorfor er verden, som den er? Hvorfor er jeg og de andre, som de er? Hvad er meningen med det hele? Hvorfor er naturen så ubarmhjertig? Hvorfor skal vi mennesker lide? Hvis vi skal være ærlige overfor os selv, må vi indrømme at der er tidspunkter, hvor disse spørgsmål endog forekommer os særdeles relevante. Fx når en af vore kære er gået bort, når vi er ensomme, eller når det hele bare syntes at gå skævt for os.

Vi søger efter svar. Og når vi søger efter et svar må det også betyde, at vi mener, et sådant svar findes. Ellers var det jo meningsløst at søge. Men det svar vi søger skal være tilfredsstillende, hvis det skal have nogen betydning for os. Det skal være vort svar – og ikke nogen andens svar. Vore sind og hjerter må være stillet tilfredse. Svaret skal altså både forekomme rigtigt og føles rigtigt. Vort sind har behov for sandheder. Vore hjerter har behov for kærlighed. Der er kun én, som kan gøre dette fyldestgørende – GUD.

Overtro eller blot en mening?

Før vi begynder vor søgen efter Gud må vi forsøge at undgå – i det mindste disse fejltagelser. Overtro er det, når vi tror vi kan påkalde Gud for at få ham til at tilsidesætte naturlovene. Vil Gud negligere den medicinske kunnen? Vil Gud beskytte dig i din bil selv om du kører nok så dårligt, blot fordi du har en medailon af Sankt Christopher (de vejfarendes skytsengel)? Vil han beskytte en flok kvæg mod alt ondt hvis du blot beder om det, men fx undlader at passe dyrene godt og gøre grundigt rent i stalden? Vil han lade alt gå godt i livet, hvis du fx lader være med at tænke ondt om andre?

Meningsmennesket ser Gud som en ældre herre med hvidt hår. Han er sygeligt flink og rar og stiller ingen krav til mennesket overhovedet. Han vil give alt til alle og kræver ingenting tilbage. Små børn bliver døbte og ingen løfter skal gives. Lige meget hvordan man opfører sig, vil ethvert menneske nå himlen til sidst.

Man må nok sige, at begge synspunkter er ufornuftige og urimelige. Gud, vor skaber, behøver ikke at tilsidesætte noget punkt af vore naturlove for at nå sit mål. Og – han vil heller ikke gøre det. For Gud er alt muligt indenfor naturlovenes rammer. Det er ufatteligt stort.

Det vil heller ikke sige, at der ikke kan ske mirakler. Det vil derimod sige, at vi ikke bare kan forvente, at sådanne sker. Gud skabte verden og arbejder og er i verden.

Den Gud som gav os frihed og evnen til at skelne, kan ikke blot tillade sig at ignorere disse ting og lade os undslippe følgerne af vore valg og afgørelser. Hvis alt – lige meget hvad vi foretager os – altid ender godt, hvad idé er der så i det hele taget i at lade os have frihed? På den måde har vi jo ikke virkelig frihed. Så er friheden kun en illusion.

Den sande Gud skabte verden i al dens kompleksitet. Han skabte os som levende væsener med sjæl og hjerte. Så, hvis vores tro er rigtig, så skal alt både forekomme rigtigt og føles ligesådan.

Fortiden fortæller om Gud

Mennesket har altid, sådan fortælles det os i det mindste, troet på noget eller nogen, større end sig selv. Det er som mennesket instinktivt føler, at det er afhængigt at noget eller nogen. Hvis vi skal være ærlige, så vil enhver af os erkende denne sandhed. Denne følelse vil forekomme hos enhver af os på et eller andet tidspunkt.

Det er måske en god grund til, at mange flere mennesker i dag tror på Gud, end de vil indrømme det. Selv de fleste agnostikere vil være mere villige til at indrømme at der er en eller anden form for Gud – end det modsatte. (Agnostikere benægter menneskets mulighed for at skaffe sig sikker viden om det absoluttes eksistens og eventuelle væsen).

Verden fortæller om Gud

Mennesket har erfaret, at verden støtter troen på en Gud. Se blot på alle de undere vi møder: den vidunderlige solnedgang, den hylende storm, et pragtfuldt stykke musik. De små vidunderlige ting såsom: det nyfødte barn, fuglenes sang, strukturen i et molekyle. Men – ingen af disse ting kan fremtvinge tro hos os. Ikke engang dette at vi befinder os i universet, kan få os overbeviste om den store mester bag det hele. Nej, videnskaberne og kunsten, sjælen, tanken og vore hjerter kan kun lade os skue et svagt lys som overfor os bekræfter, at der er grundlag for vor tro. Gud er et åndeligt væsen, så derfor kan han hverken ses eller føles. Men du kan lære ham at kende gennem erfaringer.

HVAD MED ONDSKABEN OG LIDELSEN I VERDEN?

Dette kan af og til gøre det svært at tro. Indrøm det bare. Hvis vi skal være ærlige og oprigtige i vor tro, må vi også se realistisk på disse ting. Men, vi kan kun stole på, at medmindre Gud kan omfatte også disse ting, så er vor tro meningsløs. Se på kærnen af kærligheden og vore hjerters tro, som den er givet til kende for os her på jorden – gennem Jesus Kristus. Så vil vi hurtigt opdage, at selv det onde og lidelsen er vigtige punkter i vor tro. Jesus lærte også disse ting at kende. Korset er symbolet på at Gud selv led under denne verdens ondskab. Men vi har også symbolet om den tomme grav – som viser hen til kærligheden. Guds kærlighed, som til sidst overvinder alt.

Dette kan af og til gøre det svært at tro. Indrøm det bare. Hvis vi skal være ærlige og oprigtige i vor tro, må vi også se realistisk på disse ting. Men, vi kan kun stole på, at medmindre Gud kan omfatte også disse ting, så er vor tro meningsløs. Se på kærnen af kærligheden og vore hjerters tro, som den er givet til kende for os her på jorden – gennem Jesus Kristus. Så vil vi hurtigt opdage, at selv det onde og lidelsen er vigtige punkter i vor tro. Jesus lærte også disse ting at kende. Korset er symbolet på at Gud selv led under denne verdens ondskab. Men vi har også symbolet om den tomme grav – som viser hen til kærligheden. Guds kærlighed, som til sidst overvinder alt.

RIGTIGT OG FORKERT

I ethvert samfund forekommer nogle ting forkerte. Der er altid nogle punkter, som forekommer umoralske – og har gjort det fra den tidligste tid. Det er noget, som er præget ind i vort instinkt, for at vi kan overleve og bevare os selv som race. Eller er det, der er i os og verden, en moralsk kraft?

Held og fornuft – eller chance?

Stillet overfor alle disse valg kan man heller ikke undgå at stille sig selv nogle spørgsmål. Sker alt det her blot tilfældigt – eller er den en større og dybere mening bag det hele? Er livet sådan en slags universelt spil eller bingo? Kom Jesus, Buddha, Muhammed og de andre store personligheder simpelthen herned ved et uheld eller en beklagelig fejltagelse?

Vi undgår ikke at måtte vælge mellem eksistens eller intethed. Mellem orden eller kaos. Mellem bestemmelse og chance.

Hvis menneskets liv ikke har nogen mening, så forklar mig, hvorfor verden i det hele taget er blevet skabt og mennesket er i den?

Hvis mod, tapperhed og kærlighed er ligegyldigt, hvorfor opgiver mennesker så bekvemmelighed og magelighed for at give sig selv for andre?

Hvis skønhed og sandhed er uden værdi, hvorfor tilbringer så mange mennesker så så lang tid med at søge efter disse ting?

Gud fortæller om sig selv

Vore sind og vore hjerter kan fortælle noget om Gud. Selv de tidligste religioner er klart i stand til at vise os, hvor begrænset vor forståelse af det hele vil være, hvis vi blot var henvist til vor egen instinktive, forvirrede søgen.

Gud kender vore begrænsninger og har givet sig selv til kende for os og i os. Som i enhver anden værdifuld forbindelse har han givet sig selv til kende gennem de ting, han har gjort for os. I de ting han har gjort for alle – SKABELSEN fx.

Han har givet sig til kende i sin Søn, som har levet blandt os på jorden – Jesus Kristus.

Og han har givet sig til kende som Helligånden.

Viden og kærlighed

Ethvert sandt venskab og forbindelse er gensidigt. Gud elsker os og giver sig selv til kende for enhver, som ønsker at konstatere det. Før eller senere må vi gøre et valg og stå til ansvar overfor dette valg. Kun hvis vi vil begynde at leve et liv med Gud som midtpunkt, vil vi kunne komme til at lære hans storhed at kende. Kun hvis vi er villige til at leve et liv i tro, vil vi opdage, at kun i Gud kan vi finde fuldkommen tilfredshed, glæde og lykke.