Det kirkelige embede…ifølge Luther

Martin Luther 46 år, (Lucas Cranach 1529)

Man kan i vor tid møde den opfattelse, at kvindelig præstetjeneste skulle være en naturlig konsekvens af Luthers lære om det almindelige præstedømme. Er det sådan, som Luther siger, at alle kristne er præster, og at den offentlige tjeneste med ord og sakramenter bare er en udøvelse af den tjeneste, som i princippet er alle kristnes – hvad skulle da være mere logisk end, at man til denne tjeneste med lige ret kunne vælge en kvinde som en mand?

Hvad er nu Luthers standpunkt i denne sag?

Her må der først gøres opmærksom på en interessant omstændighed. På Luthers tid hævdede de romersk-katolske teologer, at han kom skævt ud af det med sin lære om det almindelige præstedømme. For, sagde de, ifølge denne lære skulle jo også kvinder kunne prædike i forsamlingerne. Og det er forbudt i Skriften (1 Kor 14:34 ff).

Altså: Dengang holdt de romersk-katolske modstandere fast ved 1 Kor 14, og brugte dette til at demonstrere, at Luther tog fejl med hensyn til det almindelige præstedømme.

Nu for tiden vil nogle derimod gå den anden vej. De holder fast ved Luthers lære om det almindelige præstedømme, sådan som de mener, det er rimeligt at opfatte den, og bruger så denne lære til at sætte 1 Kor 14:34 ff ud af betragtning.

Hvad siger Luther så selv?

I 1521 skriver han: Pavens folk citerer Paulus’ ord: Det tilstedes ikke en kvinde at tale, men hun skal underordne sig. Af dette drager de så den slutning, at retten til at prædike ikke kan være fælles for alle, for kvinderne er jo udelukket. Mit svar er, at man heller ikke tillader de døvstumme at prædike, eller de som på anden måde er forhindret eller uskikket. Selv om alle har ret til at prædike, skal man ikke bruge nogen til denne gerning, med mindre han er bedre skikket til det end andre. For den, der skal prædike, må have en god stemme, en god udtale, en god hukommelse og andre naturlige gaver. Den, der ikke har disse gaver, skulle tie stille og lade andre tale.

Paulus har ikke givet dette forbud ud af sit eget hoved, siger Luther. Han appellerer til loven, som siger, at kvinder skal underordne sig (1 Mos 3:16). Paulus var sikker på, at Den hellige Ånd ikke modsiger sig selv, så at han (Ånden) nu ophøjer kvinderne over mændene efter, at han tidligere havde underordnet dem under mændene.

Hvordan kunne Paulus modsige Den hellige Ånd, som havde lovet i Joel 2: Dine døtre skal profetere. Og endnu mere, vi læser i Apostlenes Gerninger, at Filip havde fire døtre, som var profeter. Og Miriam, Moses’ søster, var profetinde. Profetinden Hulda gav råd til den fromme kong Josias, og Debora ligeledes til Barak. Og endelig er jo Marias lovsang kendt over hele verden. Paulus forordner her, at kvinderne skal bede og profetere med tildækket hoved. Derfor kræver hensynet til orden og disciplin, at kvinderne skal tie, når mænd taler. Men om der ikke er nogen mand til at tale, er det nødvendigt, at kvinder taler (Vom Missbrauch der Messe, 1521).

På lignende måde taler Luther i Von den Schleichern und Winkelpredigern (1532). ”I Det nye Testamente har Den hellige Ånd forordnet gennem Paulus, at kvinderne skal tie i forsamlingerne. Han vidste jo, at Joel tidligere havde sagt, at Gud vil udgyde sin Ånd over tjenestekvinderne. Men i forsamlingerne, hvor prædikeembedet er, der skal de tie og ikke prædike. For øvrigt kan de synge, lovprise og sige Amen, og hjemme kan de læse, belære hverandre, opmuntre, formane og tolke skrifterne, som de bedst kan.”

Tankegangen følger to linier. For det første henviser Luther til den menneskelige fornuft, som siger ham, at kvinder af naturlige grunde ikke er skikket til dette embede.

Men for det andet henviser han til Guds Ord og forordning i både Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Guds Ånd har sagt gennem inspirerede vidner, at det er en tjeneste, kvinder ikke skal have. Den hellige Ånd har undtaget prædikeembedet. Der findes andre sammenhænge, hvor kvinder kan tale. Men prædikeembedet er undtaget.

Der findes ca ti steder, hvor Luther taler om dette spørgsmål. Ingen af disse steder føjer noget andet til end det, vi her har set.

Alle disse steder er behandlet af Dr. Hans Kirsten: Luther und die Frauenordination. Lutherische Rundblick, Hæfte III, 1973.

Uddrag fra Carl Fr Wisløff: Det kirkelige embede i oldkirken og hos Luther