Helligånden

Det der med Helligånden




En Gud eller tre?

Kristendommen fortæller os, at der er én Gud, ligesom der er én verden og én skabelse. Men – Gud har givet sig til kende for os på tre måder.

Han har givet sig til kende som Faderen, der skabte os, sørger for os og opretholder os og den verden, vi lever i.

Han har givet sig til kende som Sønnen, der i et jordisk liv har vist os kærlighed og kærlighedens gerninger.

Og – han har givet sig til kende som Helligånden.

Tre – og dog én

Prøv engang at tænke over denne forklaring.

Du har tre dråber vand liggende i din hule hånd. Jo mere du bøjer hånden sammen, vil dråberne løbe midt ned i hånden og mødes – smelte sammen. Er det tre dråber – eller én?

Enhver der ser dråben midt i hånden, må svare: Det er én. Og alligevel ved du: Det er tre. Du har jo netop set dem hver for sig og kan atter dele dem i tre dråber.

Altså – det er én og dog tre.

Hvorledes har Ånden givet sig til kende

Hvis vi læser i Bibelen, vil vi kunne se, hvordan menneskets forståelse for Gud HELLIGÅNDEN er vokset.

Den livgivende Ånd

Allerede i første kapitel af Bibelen, nemlig i Første Mosebog, kan vi læse, at i skabelsesprocessen, svævede Guds Ånd over vandene. Vi hørte også, at Gud Herren dannede mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen. Derfor kan vi se, at der allerede meget tidligt i den religiøse udvikling har været tale om Guds Ånd som en kilde til liv.

Det moralske livs kilde

Det menneske, som i Det gamle Testamente havde Guds Ånd, var et godt og helligt menneske. Det var fx dommerne, de gode konger, profeterne; men også mænd og kvinder, som skilte sig ud på en afgørende og positiv måde, i forhold til de øvrige indbyggere i landet.

Guds Ånd – ikke for enhver

Du vil altså se, at Guds Ånd ikke blev tildelt hvem som helst i gammeltestamentlig tid. Man måtte almindeligvis være noget ganske særligt. Man måtte have behov for Guds Ånd, for at kunne besidde den.

Det kan du læse mere om i fx 2 Mos 31:3; 2 Sam 23:2; Ordsp 1:23; Es 42:1; Es 61:1.

Ånden til alle

På trods af den kendsgerning, at mange mænd og kvinder var fyldte af Ånden, var det dog nødvendigt, at mennesket, som helhed, førtes bort fra det ondes vej. Således så profeterne frem til Kristi komme og den tid, hvor Ånden ville blive givet til alle mennesker.

Ånden og Jesus

Derfor er Jesus og Ånden tæt forbundne allerede fra indledningen af Det ny Testamente.

Du husker sikkert, at det var ærkeenglen Gabriel, som kom til Maria og meddelte hende, at ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig” (Luk 1:35).

Efter sin dåb modtog Jesus Helligånden, som dalede ned over ham, i form af en due (Joh 1:32-34).

Da Jesus vendte tilbage fra Jordan, var han fyldt af Helligånden. Ude i ørkenen fristedes han af Djævelen; men ført af Ånden i 40 dage – overvandt Jesus alle fristelserne (Luk 4:1-2).

Ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh 14:6)

Det er vigtigt at huske, at Jesus aldrig henledte opmærksomheden på sig selv. Han lærte mennesker, at de kunne finde Faderen ad den vej, han viste; den sandhed, han åbenbarede og det liv, han levede.

Faderen herliggøres (og åbenbares) ved Sønnen, siger Jesus selv (Joh 14:13).

Herlighed og herliggøre – to svære ord

Guds herlighed betegner Guds person og væremåde – og indbefatter forestillinger om lys.

Ingen kan se Gud selv i Hans umiddelbare strålekraft og leve (2 Mos 33:20).

Hvis vi ønsker at se Guds herlighed, må vi søge den i Jesu person. I ham skinner Guds herlighed i menneskeskikkelse (2 Kor 4:4).

Ånden vidner om Kristus

Ligesom Kristus åbenbarer Faderen, så herliggør Ånden SØNNEN.

Jesus siger selv om Ånden: ”Han skal herliggøre mig” (Joh 16:14).

Så er denne treenige Gud ikke fjern og uvirksom – men levende tilstede midt i vor verden. Hvilken herlig aktivitet hos den evige Gud.

Gud vil altså ikke lukke sig inde i sin salige himmel, men meddele sig til menneskene i sin Søn. Og – den Hellige Ånd går virksom omkring på jorden for at åbne menneskenes lukkede øjne, så de må se den åbenbarede Guds herlighed i Kristus.

I skal ikke være tomhændede

Jesus og Ånden var i et helt særligt forhold til hverandre og vi hører bla også, at Ånden først gives til apostlene efter Jesus er steget op til sin Fader.

Det har, på det tidspunkt, kun været en ringe trøst, da Jesus sagde: ”Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden (Helligånden) ikke til jer; men når jeg går bort herfra, så vil jeg sende ham til jer” (Joh 16:7).

Jesus vil ikke efterlade sine apostle tomhændede. Det er vigtigt at holde fast ved.

Ånden kom over apostlene den første pinse, for på den måde at knytte dem til sin Herre.

Kirkens begyndelse

Pinsen markerer også kirkens begyndelse, sådan som vi kender den. Det er helt nærliggende at tro, at apostlene var lykkeligere end de fleste af os. For, de havde jo set Jesus i kød og blod, talt med ham, stillet ham spørgsmål, været sammen med ham. Men, prøv engang at se nærmere på, hvad apostlenes indbyrdes forhold var, medens Jesus var hos dem. De fleste af dem misforstod ham næsten hele tiden og forstod ikke evangeliets dybere budskab. De var hele tiden uenige, og skændtes for et godt ord, indbyrdes.

Da prøvens svære stund kom, ja – hvad skete så, de fornægtede ham, flygtede eller forrådte ham. Når de blev stillet ansigt til ansigt med muligheden for at gøre undere i Jesu navn, så undlod de at gøre det, fordi de manglede tro.

Helligånden og apostlene

Men, prøv at at se på apostlene efter den første pinse.

Det var en lille gruppe kristne, som fejrede den jødiske høstfest. Pludselig fandt de sig selv fyldte af en ny forunderlig kraft. En kraft, som aldrig siden forlod dem.

Hvordan indvirkede det så på dem?

Den umiddelbare reaktion var, at de begyndte at gå ud og prædike evangeliet til folk omkring dem. Væk var usikkerheden. Erstattet, som den var, af en overbevisende og brændende vished. Væk var den evige indbyrdes kævl og stridighederne. I stedet kom en følelse af samhørighed – vi er alle én stor familie – forenede i den fælles erfaring, Helligånden gav.

Da prøvens time atter slog, og lige meget under hvilken form, var hver og en rede til at påtage sig lidelsen, frem for at forråde Herren.

Når de fik mulighed for at gøre mirakler, ja så gjorde de det, i Herrens navn.

Tilstedeværelsen af Helligånden var en kraft, som forvandlede dem – som gjorde dem til nye mennesker.

Ved Helligåndens hjælp lærte de at stole på Kristus med en større vished. De stolede så sikkert på ham, at de var rede til at dø for ham.

Nu var de nemlig sikre på, at de ved Kristi kærlighed kunne bæres gennem enhver ildprøve, denne verden kunne udsætte dem for.

Helligåndens arbejde i kirken

Lige så sikkert, som at Helligånden forvandlede apostlene, er det, at han forvandler kirken, Guds folk. ”Vi tror på Helligånden…”, hedder det i vor trosbekendelse – og det har vi god grund til.

Helligånden gjorde store ting for år tilbage, men han er her også i dag. Rede til at arbejde i os og med os, hvis vil vil åbne vore hjerter for ham.

De første apostle oplevede Helligåndens udgydelse så intenst på den første pinsedag, at de følte sig drevne ”til at tale i tunger”. Selv i dag påvirkes nogle mennesker på denne måde. Vi kalder dem ”pinsefolk”.

Når sådanne kristne er medlemmer af kirken, så har vi et andet navn for dem – karismatikere – og det er et ord, som stammer fra græsk ”karisma” = nådegave.

Helligåndens gaver

Hvis vi læser Det ny Testamente, vil vi bemærke, at der egentlig ikke ofres Åndens gaver så forfærdelig megen omtale. Paulus fx, taler om Åndens gaver.

Det ny Testamente fortæller os også, hvad gavernes frugter skal bruges til og beretter:

Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed (Gal 5:22-23)

– og det kan vel ærligt talt ikke siges at være noget forkert at stræbe efter.

Men, er det ene da vigtigere end det andet? Her kan du svare et helt klart JA, for

– som apostlen Paulus siger – størst af alt er kærlighed (1 Kor 13:13).

Helligåndens gaver i dag

Åndens gaver har – eller kan have – nøjagtig den samme virkning i dag, som den havde blandt de første kristne.

Helligånden og vi

Hvis vi er fyldte af Ånden, har vi:

100% vished (sikkerhed, overbevisning) og en tro som gør, at vi godt tør fortælle om den, ja – endda gå ud at prædike (proklamere de gode nyheder). ”Helligånden skal vidne om mig, men I skal også vidne” (Joh 15:27);

fællesskab (enhed, enighed, harmoni) i en følelse af at være forenede med alle vore kristne brødre og søstre i verden – og på den måde, at vi alle tilhører den hellige, katolske (almindelige) kirke;

”Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme” (1 Kor 12:13);

tillid til Gud, som tillader os ikke blot at se livets prøvelser i møde, men også lader os ledes ad troens vej.

Hvordan modtages Ånden?

Jesus lærte os, at der var en særlig og helt sikker måde, vi kunne modtage Helligånden på. Det er den måde, vi i dag kan beskrive som ”at tilhøre kirken”. Ånden kom over apostlene og de, som døbtes af dem. Og Ånden er aldrig siden blevet taget tilbage. Så i dag modtager vi Ånden i kirken. Som medlemmer af Guds folk modtager vi Helligånden i det vi kalder sakramenterne – og i særdeleshed gennem dåben.

Lad jer døbe i Jesu Kristi navn, så skal I få Helligånden som gave (Ap G 2:38).

Det er altså dåben, der er kendetegnet på en kristen. Dåben er sakramentet for det kristne livs begyndelse. Dåben med Helligånden er vort udgangspunkt – ikke vort mål.

Eukaristien (nadveren) er sakramentet for den fortsatte vandring med Kristus i hans kirke.

Kirken er Åndens fællesskab. Vi modtager vished, fællesskab og tillid til Gud, hvis vi ønsker det.

Helligånden – helt enkelt

Det bedste af det hele er nok, at Gud Helligånden ikke gives os efter fortjeneste, men som gave – helt gratis.

For at sige det helt enkelt, så hjælper Helligånden os til at vise større kærlighed til Gud og hverandre.

Hvis vi giver Ham lov!

ÅNDENS NI FRUGTER

1/ kærlighed

2/ glæde

3/ fred

4/ langmodighed

5/ mildhed

6/ godhed

7/ trofasthed

8/ sagtmodighed

9/ afholdenhed

se Gal 5:22-23

ÅNDENS SYV GAVER

1/ visdoms tale

2/ kundskabs tale

3/ troens gave

4/ nådegaven til at helbrede

5/ kraft til at gøre undergerninger

6/ profetisk gave

7/ evnen til at prøve ånder

til disse syv blev to tilføjet efter pinsedagen, nemlig

8/ tungemålsgaven

9/ tydning af tunger

se 1 Kor 12