Gud Faderen

Vor Fader, du som er

Gud er verdens skaber

Et af de spørgsmål, som mennesket altid har stillet, er: Hvorfor er jeg her? og Hvordan kom jeg her?

Det første af spørgsmålene er egentlig videnskabeligt og giver næring til vor instinktive nysgerrighed til at udforske verden. Finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Finde ud af, hvordan det hele begyndte.

Det andet spørgsmål er religiøst og i det søger vi en skaber. Hvad er formålet med vor verden og livet i den?

Så, når mennesket bruger et begreb, som det kalder GUD, tænker det automatisk på den Gud, som opretholder verden og havde en hånd med, da denne verden blev skabt.

Gud eller guder?

Det er vel egentlig allernemmest at være det, som kaldes en polyteist? Altså én, som tror på mange forskellige guder. En gud for regnen og en gud for solen. En gud for hver af jordens racer osv. Og – for at være helt sikker på at have en gud for enhver tænkelig situation, kan polyteisten også have ‘den ukendte gud’. Denne gud tager sig så af alle de situationer, for hvilke der ikke findes en speciel gud. Men på den måde bliver hele dette komplicerede system af guder også til et egoistisk system. Når man tænker på den måde, ender man i det, der kaldes dualisme – altså i en tro på guder, der har modstridende interesser. Så har man nemlig guder for gode ting (lykke, lys, rigdom, fornøjelser etc) og guder som bringer onde ting (død, mørke osv).

Som religiøst tænkende mennesker kom der en tid, hvor mennesket begyndte at udvikle tanken om én Gud. Selv om det kan forekomme vanskeligt at forene de modsat rettede interesser og kræfter i verden, begyndte mennesket at søge en enhed, som gav sig til kende som én almægtig Gud.

Gud som konge

Hvis én Gud skabte verden, må det også være naturligt at tænke, at den samme Gud har kontrol med denne skabelse. Vi erkender jo alle, at der sker mange ting i verden, som bestemt ikke er, som vi kunne ønske dem. Men troen på en Gud gør, at vi på forhånd regner med, at alt vil ende godt til sidst.

Og det er vel netop på det punkt, den menneskelige reaktion kommer ind i billedet. Hvis Guds vilje skal ske, må det også være naturligt og rimeligt, at det enkelte menneske har pligt til at hjælpe med til, at dette sker. For kun på den måde kan det vel forventes, at man hos den almægtige Gud vil blive husket for det gode.

Det religiøse menneske har derfor udviklet en tanke om lydighed og forståelse af, at det er nødvendigt, at indordne sig under Guds vilje og ønsker. Derfor vil det gode også blive belønnet og det onde straffet.

Er Gud ude i universet eller her på jorden?

Hvis Gud er skaberen, så må han vel – på en eller anden måde – være et eller andet sted ude i universet. Altså på afstand af sin skabelse, for at have overblik over det hele. På denne måde kan han så styre det, han har skabt – eller måske endda vælge at vende ryggen til. Derfor er han også en Gud, der skal æres, frygtes og respekteres. Men, såfremt han er skaber, har han jo også ‘givet sig selv’ i forbindelse med denne skabelse. Derfor er det helt naturligt, at man også tænker på begreber som kærlighed. Gud har vel ikke haft alt det besvær for ingenting? Skabelsen må være sket i kærlighed og med et formål!

Er det tilfældet, er det også givet, at den samme Gud må have sin opmærksom rettet på, hvad der sker her på jorden hos os.

Alle disse, og mange andre, aspekter i vor søgen efter en Gud, giver nemlig næring til en lang række filosofiske, religiøse og videnskabelige problemstillinger. Dermed er ikke sagt, at vi skal udforske og undersøge alle disse ideer og tanker. Men, for de fleste mennesker er der et behov for noget, som klargør og forenkler disse altomfattende og svært begribelige handlinger fra Guds side. Og, det på trods af, at vi tror på de ting, vi selv har erfaret.

JESUS – sandhedens lærer

Der er mange vidunderlige ting i Jesu lære. Et af de største undere er det vel nok, at han i sine prædikener og lignelser formåede at overbevise sine tilhørere om, at de millioner af mennesker, som lige siden har læst hans ord, har skuet sandheden.

På en enkel og letfattelig måde, har Jesus redegjort for den ufatteligt store GUD. Forklaret os mennesker om skaberen af verden og alt i den – inklusive menneskene selv.

GUD er vor Fader

På en enkel måde fortalte Jesus om sin forbindelse med os. Ser vi på ordet Fader, kan vi også prøve at se på, hvordan netop dette ord fortæller om Gud og os selv – i forhold til ham.

GUD ER I UNIVERSET

“Vor Fader, du, som er i Himlene.” Den Gud, som vi tror på, er den evige skaber af verden. Almægtig. Alvidende. Altseende. Således sørger Gud for verden og alt i den. Derfor skal han også respekteres, tilbedes og adlydes – “Æret være dit navn.” Vort indbyrdes forhold skal være som i ethvert ærligt og oprigtigt venskab. Begge parter modtager respekt og agtelse, selvopofrelse og ydmyghed – og giver glæde og kærlighed retur. Give og modtage.

GUD ER I VOR VERDEN

“Giv os i dag vort daglige brød.” Den Gud, vi tror på, sørger for os i vor dagligdag. Derfor både kan og skal vi dele såvel vore glæder som bekymringer med ham. Jesus har tit brugt ordet Fader om Gud. Og det er i alt fald et begreb, som burde sige de fleste af os noget helt konkret. Under en messe (gudstjeneste) til ære for den Gud, som styrer verden, er der også en kanal for kærligheden begge veje. Fra Ham til os, og fra os til Ham. En kærlighed som giver sig udtryk i, at Faderen vil støtte og trøste os – Hans børn – og dele livet med os i alle dets aspekter. Er det ikke fantastisk, at den Gud vi beder til, kan vi betro alt.

VI KAN STOLE PÅ GUD

En af forhindringerne i vor kontakt til Gud, er det såre menneskelige – manglende tro. Jo nærmere vor forbindelse er til Gud, jo større er vor tro også til ham.

I vor forbindelse i kærlighed, ved vi helt sikkert, at vi kan stole på Gud, lige meget hvad der end sker. Når Gud kan tilgive selv sin søns mordere, kan han også holde af os.

Så selv i vor ensomhed ved vi, at der er én, som holder af os. Der er altid én, som vil lytte til os. Selv i vor fortvivlelse, i vor selvskepsis, i vor selvafsky og lede, i vore skuffelser og nederlag, ved vi, at Gud vil forstå. Han vil tilgive os, hvis vi beder om det, og han vil hjælpe os til at vokse i kærlighed, udvikle os og lære af livet.

GUD OG DET ONDE

Prøv engang at tænke lidt over denne forklaring. To mennesker sad og talte sammen. Den ene sagde: Jeg kan ikke tro på en Gud, så længe der eksisterer ondskab i verden. Hvis Gud er almægtig, kan han så let som intet også udrydde al ondskab. Den anden svarede: Det spørgsmål interesserer mig faktisk slet ikke. Hvis vi nu tænkte os, at Gud skulle begynde med at udrydde al ondskab i verden fra nu af, hvem skulle han da starte med? Os to?

Nej, det ligesom ligger i forståelsen af Faderen, at selv det såkaldt onde har en mening. En god fader vil ikke beskytte sit barn mod enhver knibe. Han ved nemlig, at barnet må lære af, og gøre sine egne, erfaringer. Det ved han alene af den grund, at vi ikke altid er villige til at stole på råd og vejledning baseret på andres erfaringer. Så, derfor vil en god fader give sit barn en stadig større frihed med deraf følgende valgmuligheder. Men, en god fader vil også have ret til at kræve sit barn til ansvar for sine handlinger og lade det betale prisen for sine fejltagelser.

I sin kærlighed til os, ønsker Gud også af os, at vi vokser op til modenhed. For at det kan ske, må vi have frihed. Derfor må vi også forvente, at vi vil blive stillet til regnskab for vore handlinger engang. Vi må svare for, hvorfor vi gjorde dette eller hint. Det er prisen – og kærlighedens frugt.

VERDEN ER VORT HJEM

Nu er vi efterhånden ved at nærme os kernen af det hele. Hvis vi nemlig tror, at Gud er vor Fader, så må vi også holde op med at lade det hele gå på bedste beskub. I stedet må vi gøre verden til et hjem, hvor der er sikkerhed og kærlighed; selvom vi aldrig undgår, at nogle ting vil virke frygtindgydende på os. Verden skal være et sted, hvor vi respekterer de øvrige mennesker og levende skabninger, som lever i den. Vi skal lære at leve i harmoni med hverandre og verden. Det er vort hjem, som vi alle har fået overgivet et ansvar for. Det er her, vi har rod for en tid. Vi skal vise respekt overfor dette store ansvar og fx ikke forurene unødigt. Dette betyder ikke, at vi skal lade al udvikling gå i stå, men tage sin tid. Vi skal vise respekt overfor det, vi har fået betroet.

I vor verden har hvert eneste menneske en rolle at spille. Enhver er god til et eller andet. Ingen til alt. Så det er bare med at finde ud af, hvad hver især er bedst til. Og – med dette følger ansvar.

Som vi kender det fra vort eget hjem, skal verden også altid være et sted, man kan vende tilbage til. Det skylder vi Skaberen, det skylder vi vore efterkommere, og det skylder vi i respekt for den verden, vi er betroet at leve i for en tid. Det er kærlighed.

SVARET PÅ KÆRLIGHEDEN

Gud er vor Fader. Det skal bo i vore hjerter. Det skal være troens kærne.

Så vil vort svar herpå også altid være at leve et liv som kristne i verden.

Det må være et naturligt svar på den nåde, som er vist os.

Vi skal vise taknemmelighed i gudstjeneste og bøn, i arbejde og lydighed mod Guds vilje, i tjeneste og hengivenhed for andre, i vor tak til Gud.

Gud holder af os, som vi er, og vi kan stole på hans kærlighed lige meget hvad, der måtte overgå os.

Det kristne liv er svaret på denne store tillidserklæring og kærlighed fra GUD FADEREN til mennesket. At leve et kristent liv, er en god måde at sige Gud tak på.