Tro

Tro – hvordan?

Bevis Guds eksistens

Man kan ikke bevise, at Gud eksisterer. Kunne man det, var det meget nemmere. I menneskets forståelsesverden kan det nok ‘bevises’ at 2+2=4; men den form for bevis kan ikke gives, når talen er om Gud.

Det er derfor, vi behøver tro. Om dette skrev apostlen Paulus: “På samme måde formår vi nu kun at se og forstå delvis – som i en tåge, som i et plumret vandspejl. Men en dag skal vi se ansigt til ansigt” (1 Kor 13:12).

Indtil vor død er troen alt, vi har. En tro på en sandhed, som ikke engang kan bevises. For beviset må vente – til efter vor død.

Med disse ord er der allerede antydet, at der alligevel er en form for bevis. Hvis to mennesker siger “Vi elsker hinanden”, så ved de, at de taler sandt. Vi andre kan også rimeligt nemt konstatere, om det er sandt. Men vi kan ikke bevise det. Kærlighed kan ikke bevises, men den kan erfares. Og den erfaring kan give os en form for sikkerhed, som minder om visheden om, at 2+2=4.

Tro og kærlighed følges ad

Den kristne tro er ikke blot en luftig fortælling eller en teori, som kan sammenlignes med andre teorier af mere eller mindre tvivlsom karakter. Den kristne tro er en levemåde, som domineres af kærlighed til Gud og andre mennesker. Hvis vi begynder at lade kærligheden lede vort liv, vil vi snart erfare, at vor tro er baseret på sandheden, og da vil vi også snart selv komme til at erfare denne sandhed. Der er – i almindelighed – intet usandt i at sige, at de, som afviser kristendommen ikke har forsøgt eller prøvet at leve et kristent liv overhovedet, ligesom de som oftest afviser kristendommens teori eller lære. Måske har nogle af disse mennesker forsøgt at leve et halvvejs kristent liv – men aldrig et fuldstændigt. At følge Kristus inkluderer kærlighed til Gud og andre mennesker. Der er aldrig et enten eller – eller et valg.

Troen angribes altid af tvivlen

Hvis en påstand ikke kan bevises videnskabeligt og absolut, vil enhver person, som er interesseret i sin omverden, også stille spørgsmål. Disse spørgsmål vil altid lede til tvivl: Måske tager jeg fejl. Selv Jesus erfarede tvivlens eksistens, som vi kan se det under hans ophold i Gethsemane Have.

Men den form for tvivl er både sund og god. Jo flere spørgsmål vi stiller, jo mere lærer vi. Jo mere vi lærer, des mere udvikles og vokser vi. Så – derfor er spørgsmål og tvivl langt fra noget usundt eller dårligt. For sund tvivl er nemlig en måde at vokse og styrkes på. En anden ting skal vi også gøre os klart og det er, at det modsatte af tro ikke er tvivl, men derimod fortvivlelse. Dyb fortvivlelse er, når i opgiver ethvert håb – og som et resultat heraf giver op, finder vort liv uden formål eller værst af alt, ender i selvmord.

Troen og videnskaben modsiger hverandre

Hvor tit har vi ikke hørt denne påstand fremsat. Sædvanligvis fra mennesker, som ikke er videnskabsmænd. Hvis vores religion er sand, kan det ikke forholde sig sådan. Gud skabte verden, og videnskab er den metode vi bruger for at forsøge at forstå denne verden. Derfor er videnskaben langt fra i modsætningsforhold til religionen; men derimod en hjælp for den, for på denne måde at kaste lys over Guds store skaberværk.

Religion og videnskab arbejder sammen. Religion er ikke at se på videnskabens beviser og så tro på det modsatte. Videnskaben skal se på, hvordan verden fungerer og hvordan den skabtes. Religionen spørger om hvorfor verden fungerer som den gør og hvad formålet er hermed. Begge disse spørgsmål er vigtige. Videnskaben behøver religionen og religionen videnskaben. Hvis den ene er i modsætning til den anden, er der et eller andet galt.

Kristne er ikke altid fyldte af kærlighed

Selvfølgelig er de ikke det. Det er et almindeligt hørt kritikpunkt, at mange af de mennesker som går i kirke, er de rene hyklere – for at sige det rent ud. Hvis hver enkelt af os, som går i kirke, var perfekte og fyldte af kærlighed til enhver tid, så ville vi jo hverken behøve Jesus eller kirken. Jesus kom for at kalde syndere, ikke de fuldkomne, og han befalede sine tilhængere at gøre det samme.

Kirken består af millioner af mennesker som os. Enhver af os har sin fulde frihed til at vælge, om vi vil gøre det rigtige eller forkerte. Enhver af os er påvirket af arvelighed, opvækst, uddannelse, omgivelserne – og selviskheden. Enhver af os kan frit vælge, om vi vil vise kærlighed eller ikke. Og – vi gør bestemt ikke det rette valg hver gang. Kirken består af folk, som forsøger – men ikke altid lykkes i forsøget – at træffe et kærlighedsfuldt valg, og vi beder om Guds hjælp til at lykkes.

Ingen er fuldkommen hellig

Selv helgenerne måtte arbejde utroligt hårdt for at være uselviske og kærlige – og heller engang disse lykkedes dette for hver gang. Bare se på apostlen Peter, fx. Var han ikke den, som forsøgte at vise Guds søn, hvilken vej han skulle gå? Var han ikke også den som forlod Jesus, da han blev arresteret? Og var han ikke også den, som fornægtede Jesus tre gange? Naturligvis kunne Gud tvinge os til at elske ham, men han vil ikke. Det er også præcis en af grundene til, at han ikke vil bevise overfor os, at hans eksistens er virkelig. Gud ønsker at vi skal være frie til at gøres vort eget valg. Og når han har gjort det, så har vi også friheden til at leve efter det valg, vi har gjort. Frihed er vigtig, hvis den skal have nogen reel betydning. At opføre sig ordentligt, fordi vi er tvungne til det, er uden værdi. At prøve at gøre det rette, selv om det ikke lykkes hver gang, er af langt større værdi. Gud ønsker, at vi skal elske ham og hverandre – ikke fordi vi er tvungne til det – men fordi det er vort eget ønske. Derfor er det også tro vi skal have, ikke blot viden.

Hvor skal jeg begynde?

Stedet, hvor enhver af os skal begynde vor søgen efter Gud, er i stilheden. Støj, stress og uro afholder os fra at kunne skue sandheden – sandheden om os selv og vort liv. Så det allerførste trin på vejen er at være stille i eftertænksomhed. Sig da blot til Gud: Jeg ved ikke sikkert om du eksisterer eller ej, men jeg vil gerne tro, det er sandt. Hvis du eksisterer, så hjælp mig til at erfare dette og lad mig kunne elske dig.

Det er ved dette punkt, at troen begynder; for allerede når du er nået så langt som hertil, vil du være begyndt på at blive et andet og nyt menneske. Tro er at række ud efter Gud i fortrolighed og tillid, og leve et liv som er det sandt, hvad vi ønsker at tro. En meget almindelig følelse er, at tro er ligesom en lille flamme. Den giver lys nok til at tage et skridt fremad, men aldrig nok til at se langt væk eller skue noget i detaljer.

“For vi vandrer i tro – ikke i skuen,” siger Paulus (2 Kor 5:7).

Men det allervigtigste af det hele er, at vi begynder vor vandring.