Legenden om “Den hellige Gral”
Gralens oprindelse
Legenden om Den hellige Gral, det drikkebæger vor Herre Jesus Kristus benyttede ved den sidste nadver i Jerusalem ved den jødiske påskefest, er kommet til os her i aftenlandet klædt i ridderskabets vidunderlige pragt, panser og plade, og løftet mod himmelen af samme ridderskabs høje idealer.
Legenden fortæller, at under krigen i himmelen ramte ærkeenglen Mikaels gyldne sværd den smukkeste ædelsten i Lucifers krone. Denne, den smukkeste blandt 60.000 stene faldt i havet, og kom senere under mystiske omstændigheder i Essæernes hænder.
Essæerne, dette ældgamle hemmelige broderskab af højt udviklede mænd og kvinder, som havde forudsagt frelserens komme, var de mennesker som ledte den unge Jesus gennem hans lange uddannelsesår, og som tegn på deres dybe ydmyge ærbødighed for Guds søn – ordet som blev kød – overrakte de Jesus stenen, nu formet som et vidunderligt drikkebæger, som et tegn på at han havde modtaget den højeste indvielse, det var mennesker muligt at give.
Ved påsken i Jerusalem, hvor frelseren allerede kendte sin skæbne, og derfor, fra at have ført en henholdende forsvarskamp, nu på den mest blændende måde gik offensivt til værks – vi husker uddrivelsen fra templet og andre ligeså strålende eksempler – deltog han efter jødisk skik i måltidet med påskelammet, og efter dybt alvorligt at have talt med sine disciple om sin fremtid og det nye kærlighedens budskabs skæbne, indstiftede han det mest vidunderlige – den nye pagt – den hellige eukaristi (nadveren) – som afløser for den gamle.
Ved indstiftelsen af denne – den nye pagt – indgik essæernes urgamle bæger som kalken i eukaristien (nadveren).
Efter at Kristus var blevet taget til fange, gik Josef af Arimatæa til Pontius Pilatus for at udbede sig frelserens legeme til henlæggelse i sit eget gravsted efter korsfæstelsen. Da han kom derhen stod gralen på et bord i Pilatus værelse og udsendte en vidunderlig glød. Gralen var blevet bragt derhen af Judas Iskariot, – men Pilatus, der som så mange andre romerske officerer kun havde et overfladisk kendskab til de ældgamle mysterier var på grund af sin uværdige – men nødvendige handlemåde – bange for den, og nødte Josef til at tage den med sig, og opfyldte hermed, uden at vide det, Josefs højeste ønske. Josef, som ønskede at være hos sin herre og mester i dennes sidste timer, tog gralen med til Golgata.
På henrettelsespladsen Golgata havde den romerske centurion Longinus kommandoen.
Denne Longinus var en næsten blind officer, som på grund af sit handicap ikke kunne føre tropper i felten, men dog bruges til vagttjeneste.
Longinus, som i mange timer havde været vidne til Jesus’ stilfærdige ophøjede tapperhed, så nu ypperstepræsten Kaifas og hans lejesvende nærme sig for at forlange de korsfæstedes skinneben knust, fordi sabbatten nærmede sig. Denne forhånelse af det ophøjede ville Longinus ikke tillade, så han red frem og stødte sin lanse i frelserens side, så der flød blod og vand ud af såret.
Josef af Arimatæa, som var tilstede ved frelserens kors, opsamlede det hellige blod i kalken – og Longinus fik, efter legenden, sit fulde syn tilbage på grund af sin barmhjertige kærlighedsgerning.
Sammen vandrede kalken, nu den hellige gral, og Longinus’ lanse ind i de vidunderlige legender og mysterier i kærlighedens budskab til menneskeheden, som kaldes “gralens kristendom” – selvopofrelsens budskab – som så lysende og smukt kommer til udtryk i sagnene om kong Arthur og ridderne om det runde bord samt Ritter von Eschenbach’s gralscyklus “Parzifal”.
Disse vældige epos, beskriver gralens vej mod vest, mod det i middelalderen formørkede Europa, hvor gralens budskab klædt i ridderskabets storslåede idealer trådte frem som en klar håbets stjerne for en forkuet menneskehed.
Med ønsket om indre fred.