Man har så ofte hørt, at reformationen i Danmark var et stort gode. Men var den nu også det – og for hvem? Førte reformationen kun fordele med sig – eller var der også ulemper forbundet hermed?
Det danske middelaldersamfund omkring år 1500 adskilte sig på afgørende punkter fra vort. Omkring år 1500 var Danmark et samfund, hvor forholdet mellem indbyggerne blev bestemt af privilegier. Disse blev givet generelt af kongemagten og gav visse mennesker eller grupper særlige rettigheder. Rigets indbyggere var opdelt i fire stænder: Adel – gejstlig – borger – bonde. Denne opdeling skal ikke forlede os til at tro, at der eksisterede fire klasser. Der var så stor økonomisk spredning indenfor de enkelte stænder, at man ikke kan tillade sig at opfatte en stand som udbyttende eller udbyttet, nej dette klasseskel gik på tværs af stænderne.
Den gejstlige stands betydning i middelalderen gennemgik ændringer. Gennem hele perioden var kirken stærkt præget af magtkampen mellem konge og kirke. Omkring år 1500 søgte kongemagten, bla via paven, at få indflydelse på bispevalgene. Den danske kirke var en del af verdenskirken, som styredes af kurien med paven i spidsen. Hovedsædet for kirkeprovinsen Danmark var ærkebispesædet i Lund. Den danske ærkebiskop var i princippet bindeleddet mellem den danske kirke og “Kristi stedfortræder på jorden”, som paven yndede at benævne sig. Ærkebispen var den, der kunne indkalde til et provinskoncil, den højeste myndighed inden for kirken i Danmark. Kirkeprovinsen var inddelt i syv stifter, nemlig Lund, Roskilde, Odense, Ribe, Århus, Viborg og Børglum, med hver sin biskop.
Omkring år 1500 var bispernes betydning væsentlig større end i dag. Dels påhvilede det dem at lede stifterne administrativt, og dels var deres placering i kirkernes åndelige liv central, idet de skulle tegne kirkelivet i deres stift. Deres vigtigste opgave var at sikre, at frelsens nådemidler – sakramenterne – kom ud til menighederne. Mellemleddet mellem menigmand og Gud var sognepræsten, som administrerede sakramenterne i lokalsamfundet.
Ved siden af denne kirkelige opbygning havde man klostervæsenet. Klostrenes formål var ikke at administrere sakramenterne, men at munke og nonner gennem et liv i Kristus kunne øge de gode gerningers antal på jorden. Ved siden af varetagelsen af sakramenterne henlå datidens sociale forsorg under kirken og klostrene.
Men den væsentlige forskel mellem dagens statslige folkekirke og den datidige kirke var friheden. Kirken var uafhængig af statsmagten, i hvert fald i princippet. Kirkens forkyndelse var et rent kirkeligt spørgsmål og ikke et “folketingsanliggende”. Valg af præster og biskopper var en væsentlig del af selvstyret. Kongemagten søgte gentagne gange at begrænse disse rettigheder, hvilket imidlertid aldrig lykkedes til fulde. En væsentlig årsag til den kirkelige selvstændighed var de økonomiske forhold. Kirken opkrævede tiende, modtog en række bøder og sidst men ikke mindst fik den store gaver for at holde sjælemesser til sjælens frelse.
Herudover var den skattefri og dens store gods blev ikke splittet ved arv. Dens rigdom blev så stor, at fx Roskilde stift ejede ca 1/3 af Sjællands jord.
Også kirkens syn på kvinden var af betydning. Kvinden i middelalderens Danmark havde en anden status før reformationen. Efter katolsk opfattelse blev hun opfattet som en samarbejdspartner til manden, ikke kun som underordnet. Hun kunne i hans fravær slutte handler samt lede gård og hus. Luther opfattede kvinden som klart underordnet manden. Hos ham var det kun mænd, der var født til at styre og lede.
Til gengæld var den katolske kirkes syn på kvinderne yderst modsætningsfuldt. På den ene side, Adam var blevet fristet af Eva og dermed kom kvinden til at stå som symbol på synden. Men på den anden side, var det kvinden, jomfru Maria, der havde født Jesus og derved blev kvinden opfattet som vejen til frelsen. Kirken kunne naturligvis ikke anerkende kvinder som diakoner, præster eller biskopper. Noget sådant er jo helt og fuldt i strid med enhver katolsk tradition og har hverken hjemmel i bibelsk eller apostolsk lære. På mange andre områder fik kvinder imidlertid frie muligheder. Den middelalderlige kirkes syn på kvindernes sexualitet var præget af det kirkelige krav om at sexualudfoldelse skulle holdes indenfor ægteskabets rammer.
I modsætning til lutheranernes skånselsløse forfølgelse af de prostituerede var den katolske kirkes holdning den, at den dog accepterede denne gruppe som et nødvendigt onde.
Antallet af kirker i middelalderens Danmark var meget stort i forhold til indbyggerantallet. Den forholdsvis lille by Lund, hvor ærkebispesædet lå, havde knap 30 kirker og klostre. Et klart misforhold mellem kirker og indbyggere. Grunden til dette var, at kirkerne ikke blev bygget til menneskenes, men til Guds ære.
Der fandtes faktisk ingen klar adskillelse mellem kirken og samfundet. Troen var absolut. Troen var virkeligheden. Følgelig opfattede middelaldermennesket livet og døden på en ganske anden måde end vi gør det i dag. Gudsdyrkelsen var ikke kun henvist til at foregå i kirkerne. Religionen var for befolkningen en naturlig følgesvend i dagligdagen.
Selve troen adskilte sig på væsentlige punkter fra vor egen tids. I stedet for den nuværende folkekirkes to sakramenter – dåb og nadver – havde man de traditionelle syv sakramenter. Dåb, firmelse (en form for konfirmation), eukaristien (nadveren), bod (forsoningens sakramente), salvelse, ægteskab, ordination (til diakon, præst eller biskop). Udover de andre sakramenter, står biskopperne for firmelser og ordinationer. Sakramenterne var det afgørende i den katolske messe. Men dette var ikke det eneste mellemled mellem mennesker og Gud. Igennem middelalderen opfattede man Gud som fjernere og fjernere – man fik behov for en genvej til Gud. Man var af den overbevisning, at mennesker der havde tjent Gud på en særlig måde kom direkte i himlen. Et godt eksempel herpå er martyrerne, som døde for deres tros skyld. Den vigtigste i helgenskaren var Jesu mor – jomfru Maria. Hun var gennem hele middelalderen genstand for en omfattende tilbedelse. I senmiddelalderen blev hendes moder, Anna, som man opfattede som en gæv borgerkone, ligeledes en meget yndet helgeninde – især i byerne.
Middelalderen er en af de tidsperioder, hvor man i princippet gik mere op i livet efter døden, end livet på jorden. Man opfattede det at leve som en tilstand, hvor det centrale mål var at bringe sjælen frelst og uskadt igennem til døden og det evige liv. Man havde et meget afklaret forhold til døden, fordi man vidste, hvad der ville ske, og man kunne selv sikre sig en plads iblandt de udvalgte gennem et godt levned. Et vigtigt led i Gudsdyrkelsen var at skrifte. Derfor var en brat død, hvor man ikke nåede at få den ‘sidste olie’ (Guds velsignelse) efter at have skriftet sine synder, noget af det værste, der kunne overgå et menneske. Denne følelse af vished gjorde, at middelaldermennesket ikke stillede spørgsmål ved væsentlige dele af tilværelsen. Man troede, at når døden indtraf, blev sjælen hentet af ærkeenglen Gabriel, hvorefter den i 40 dage forvaredes af Sankt Gertrud (de vejfarendes skytsengel). Herefter kom sjælen i skærsilden. Her blev sjælen renset gennem pine, så den var rede når dommedag kom. Dommedag ville blive forkyndt af englenes blæsen i basuner, hvorpå alle døde steg op af gravene, hvor synet af Jesus og Maria i solens glans (solgislen) ville møde dem. Derfor var det vigtigt at gravlægge de døde med ansigtet vendt mod øst, dvs hovedet imod vest og benene imod øst. Jesus ville så skille fårene fra bukkene og dømme synderne til evigt at brænde i helvedes flammer, og de udvalgte ville han give en plads i himlen. En af de måder hvorpå nutidens mennesker kan se hvor central en rolle sjælenes frelse har spillet, er på de utallige bevarede kunstværker med dommedagsmotiv og ordene ‘memento mori’ (husk døden).
Denne afklarethed, og visheden om ens skæbne efter døden betød, at man ikke frygtede døden, men dommen. Her ligger en væsensforskel fra i dag. En anden forskel er, at der i dag er en valgmulighed, man kan sige ja eller nej til kristendommen. Dette var med enkelte undtagelser utænkeligt i middelalderen, for var man ikke med i det kirkelige fællesskab, var man reelt set udelukket fra samfundet.
Det er helt givet, at reformationen i 1536 ikke var uden omkostninger. Reformationen gjorde den danske kirke til en statskirke, der til enhver tid var afhængig af staten. Kirken mistede sin frihed, ikke kun politisk, men også i trosspørgsmål. Tilmed blev den isoleret, idet den ikke længere tilhørte det verdensomspændende kirkesamfund. For det danske samfund betød reformationen, at det blev muligt at nationalisere kirkens rigdomme. Det kom hovedsageligt kongen til gode, som støttede reformationen med bla den begrundelse, at “den danske konning kan blive des mere formuendes derved”. Også adelen drog imidlertid fordele af reformationen. Derimod blev disse begivenheder langt mere alvorlige for underklassen, idet reformationen trak grundlaget for den sociale forsorg bort. Den lutheranske kirke og de verdslige stiftelser kunne ikke magte tidens sociale problemer.
En anden gruppe som blev ramt ved reformationen var kvinderne. Luthers kvindesyn, hvor manden optræder som kvindens hoved, og hvor kvinden opfattes som større synder, blev efterlevet med en forfærdende strenghed.
For det enkelte menneske fik det stor betydning, at dets normer så hurtigt ændres. Ved reformationen blev et godt forankret verdensbillede revet itu. Visheden om at gode gerninger og kirkens tilgivelse efter skrifte gav retten til det evige liv, blev afløst af usikkerheden. Af mindre betydning var det heller ikke for folkereligiøsiteten, at de helgener som man i livets svære situationer kunne ty til, forsvandt og efterlod sig et tomrum.
Den danske befolkning gik ikke kun imod nye og bedre tider ved overgangen til protestantismen. På tabslisten var der nogle væsentlige værdier – såvel menneskelige som kirkelige, og for enkeltes vedkommende kan eftervirkningerne spores helt op til i dag.