På den tid, da Jesus levede, var det ganske almindeligt, at der drog vismænd rundt i landene. Betegnelsen ‘vismand’ blev dengang brugt om én, der regnedes for særligt indsigtsfuld på et specielt område. Så derfor kunne den tids vismand lige så godt være åndemaner, som medicinmand eller skriftklog. Man var for øvrigt også vant til, at der til stadighed kom folk rendende som sagde, at de havde forstand på det hele. Så når Jesus og hans venner kom gående, var der ikke nogen der undrede sig særligt meget over det. Han var nok bare en af slagsen, tænkte man.
I den tids kirker, altså synagogerne, var det almindeligt at skiftes til at have ordet. Præsten, var nærmest ham der huskede at lukke dørene; sørgede for at gulvet blev vasket og ellers bestemte, hvem der altså nu skulle være oppe på talerstolen.
En stille eftermiddag dukker Jesus så op i en synagoge. Oppe på talerstolen står en jødisk fyr med skæg og råber op. Ingen kan undfly Guds vrede og hævn over menneskene, hvis I ikke gør sådan og sådan! Han tordner løs med ord om Gud og Guds strenge hævn over menneskene.
Overhovedet ikke, lyder det dernede fra, hvor Jesus sidder.
Den gamle jøde taler videre.
Nej, nej, lyder det igen, og de lokale vender sig for at se hvem det er, der afbryder.
Jøden oppe i halvmørket understreger netop en af sine gammeltestamentlige pointer.
Overhovedet ikke!
Hmn.
Man flytter sig nervøst på stolene. Alle føler afbrydelserne som uforskammede samtidig med at de kan mærke, at der er noget i stemmen som tyder på, at manden virkelig mener noget.
På det tidspunkt virker det temmeligt naturligt at Jesus overtager scenen og han går roligt op til talerstolen hvor han står lidt og ligesom får hold på situationen. Men det han venter på er mere sig selv end forsamlingens opmærksomhed. Hans stille smil er ikke det man træffer hos en, der rigtigt skal til at føre sig frem, men hos den der står overfor en smuk og kraftfuld oplevelse. De lokale jøder dirrer af spænding. Jesus begynder langsomt at tale, med rolige pauser, og han hamrer sine ord præcist ud i rummet.
Jøderne er meget på vagt, men de kan godt mærke, at de er med til noget, som ikke sker hver dag i landsbyen. De er klare over at ham den udenbys deroppe ligesom har kontakt med det, han siger. De føler sig på en gang tiltrukkede og forskrækkede.
“…for mennesket skal gå i lyset og ikke i mørket,” lyder stemmen ud i rummet.
Men nu kan landsbyens krøbling ikke holde sig i skindet længere, han råber: “Det er meget godt det du siger med, at vi skal gå i lyset og ikke i mørket, men for mig er det noget sludder at høre på, for jeg er lam og kan slet ikke gå. Hverken i lyset eller i mørket.” Der er dødsstille i rummet. Det var altså pinligt. Hvorfor skulle ham Kryk-Jens osse komme med sådan en vild replik og vise, at han ikke har forstået spor af det hele. Menigheden krummer tæer. Og Kryk-Jens har trukket sig helt ind i sig selv for at undgå de bebrejdende blikke. Og så lige i dag.
Jesus har roligt rettet sin opmærksomhed mod Jens. Han er naturligvis helt klar over den anspændte situation i rummet. Han går langsomt ned fra forhøjningen – hvad nu? – er den fremmede blevet fornærmet? – og stiller sig foran Jens. Hans tilstedeværelse fylder rummet.
“Gå.” Jens glor fåret på ham. Han har simpelthen ikke hørt det. Det er årevis siden nogen har brugt det ord til ham. Alle ved jo, at han ikke kan gå. “Gå, … gå,” hvad er det manden siger? “GÅ!“, lyder det gennem synagogen, roligt og bestemt. Nærmere som en slags konstatering end som en ordre. Jens stirrer undrende og mistroisk på den mærkværdige fyr og kniber øjnene sammen som ved for stærkt sollys. Ordet “gå” er nået op til Jens’ storhjerne. Han fatter ikke rigtigt, hvad der foregår. Står den selvhøjtidelige gut ikke der og siger “gå” til ham Jens? Jamen, det er jo lige det vi taler om – at han ikke kan gå. Har fyren ikke engang fattet det? Man kan da ikke sige “gå” til Jens – krøblingen. Jens er ved at blive helt fra den. “GÅ,” lyder det igen. Med nøjagtig samme tonefald, hverken lavere eller højere.
Jens er alvorligt ude at svømme. Manden er jo oplagt gal. Hvordan skal han klare sig ud af denne her situation? Og hvorfor bærer de andre ikke denne vanvittige person væk? Men der ligger ligesom en myndighed i luften som gør, at alle andre forholder sig afventende. “GÅ!” Nej! Nu er det altså ved at blive for meget. Og det virker ikke på nogen måde, som om den fremmede gør grin med Jens.
OK!, hvis den svagt begavede fyr ikke kan forstå det, så vil jeg faktisk godt vise ham, at jeg ikke kan gå, tænker Jens. Det lader til at være den eneste måde, vi kan få afsluttet denne her pinlige episode på.
Jens rejser sig lidt op med en træt mine. Det er ikke særligt interessant for en, der har været krøbling i over tyve år, at skulle overbevise nogen om sin elendighed.
Samtidig er der dog allerede i hans ansigt træk af den uengagerede triumf der vil fylde det, når den der fremmede kan få ind i hovedet, at han faktisk ikke kan gå.
Men, hov! Pludselig sker der noget, han er overbevist om, man ikke kan høre. Hans opmærksomhed suges ligesom tilbage i kroppen. Væk fra situationen. Han får nogle fysiologiske oplevelser, han aldrig har haft før. Der går signaler til hans hjerne fra muskler, han ikke har hørt fra i årevis. Han begynder at stavre og har fuldstændig glemt, hvor han er. Og det lykkes: hver bevægelse han ønsker at gøre, sker. Han har helt glemt fornemmelsen af at kommandere sine ben og fryder sig over genforeningen, idet han nøje registrerer hver detalje.
“Jeg kan gå,” råber han og lytter med forundring til sine egne ord. Han får øje på Jesus og stiller igen skarpt på situationen. “Fantastisk. Du har fået mig til at gå. Det er dig, der har fået mig til at gå.” Og han vakler jublende videre. Jesus smiler blidt: Det var dig selv.
Men da Jesus og flokken bagefter forlader bygningen, tørrer Jesus lidt sved af panden.