Af en prædiken over Matt 25:35-36, 40
I en lille by, langt ude på landet, boede gamle Mads Skrædder. Egentlig hed han Mads Olsen, men det var der nu aldrig nogen, der kaldte ham. Ja, man vidste det vel knapt nok.
Som håndværker i byen var det helt naturligt, at folk blot sagde fornavn og så tilføjede, hvad vedkommende lavede.
Det var også derfor at Sy-Karen og Jakob Smed boede længere nede ad den smalle grusvej, som førte forbi landsbyens gamle huse.
Mads havde netop siddet og læst i sin gamle slidte bibel om de vise mænd fra østerland, som bragte guld, røgelse og myrra til den nyfødte Jesus (Matt 2:11).
Ja, tænkte Mads, sådanne kostbarheder ville jeg ikke kunne give. For alle ved, at jeg bare er en ganske almindelig skrædder, der nok har til dagen og vejen, men så heller ikke mere.
Næh, jeg ville sy det skønneste lille sæt tøj til ham, ville jeg. Blødt og varmt. Ja, det skulle blive et helt lille mesterværk, og jeg ville bruge de bedste materialer, jeg har.
Jamen, hvorfor ikke begynde allerede nu? Og det gjorde Mads. Han fandt stoffer frem, klippede og syede.
Det blev meget sent, før Mads kom i seng den nat. Men færdig blev han med det lille mesterstykke, som han havde lagt al sin energi og følelse i.
Den nat havde Mads en underlig drøm. Han drømte, at en stemme hviskede til ham: “Mads, du ønskede at se mig og give mig din gave. Måske vil jeg gå forbi dit hus i morgen. Jeg vil ikke komme ind eller give mig til kende på nogen særlig måde. Derfor må du være opmærksom på alle forbipasserende.”
Mads vågnede tidligt om morgenen. Han satte sig op i sengen og begyndte at tænke over sin drøm.
Mærkeligt, mærkeligt, mumlede han for sig selv, medens han begyndte at lavede kaffe og skar rugbrød til sin morgenmad. Han tog sin morgenmad med ind i den lille hyggelige stue og satte sig ved det lille bord ved vinduet, hvorfra han kunne se ud på vejen.
Da Mads havde spist, gik han omkring og ordnede stuen, medens han hele tiden holdt øje med de forbipasserende.
Jo, der kom mølleren med nogle sække mel, som skulle ind til byen, Ham kendte man da. Og der var købmandens Jens. Han skulle nok op at åbne nu. Ham kendte man da også. Og hvis Jesus skulle komme forbi, så måtte man da sagtens kunne kende ham, tænkte Mads Skrædder. Det er jeg sikker på.
Hov, jamen hvem er det, tænkte Mads pludselig, da han så en skikkelse nærme sig huset. Ham kender jeg da ikke. Nå, men Jesus er det i alt fald ikke, det kan enhver da se. Men træt ser han ud, som han går der med sin trækvogn efter sig. Jeg tror jeg vil spørge ham, om han ikke vil ind og sidde lidt og have en kop kaffe sammen med mig, nu da jeg har kaffe på kanden alligevel. Mads rejste sig, åbnede vinduet og kaldte på manden. Jo tak, det ville han da gerne.
Det var blevet sent hen på eftermiddagen nu og Jesus havde Mads endnu ikke set noget til.
Næh, en drøm var det og en drøm bliver det, tænkte Mads. Hvordan skulle det også kunne være andet.
Mads gik ud ved vejen og satte sig på den gamle bænk for at nyde de sidste solstråler, medens det endnu var tid.
Han sad længe og funderede og lagde såmænd knapt nok mærke til de knasende skridt, som kom hen ad grusvejen, før de var næsten ud for ham.
Da Mads kiggede op, fik han øje på en skærsliber. Dårligt klædt var han og træt så han ud, medens han vandrede mod nye mål for at tilbyde sin tjeneste og tjene en skilling til livets ophold.
Mads sendte ham et lille smil og sagde: Sid ned, vandringsmand. Jeg sad netop og tænkte på, om det ikke var tid at få sig lidt mad. Vil du spise et stykke med, er du velkommen. Det er ikke meget jeg kan tilbyde, men en humpel rugbrød, fedt og flæsk, har jeg da.
Jo, tak som byder, sagde skærsliberen. Det kan være svært nok at klare sig endda. For pengene blandt folk er små og det mærker sådan en som jeg. Sidste gang jeg fik et ordentligt måltid mad, var faktisk i går morges.
Da skærsliberen var gået, blev Mads siddende endnu en lille stund. Solen var gået ned og det begyndte så småt at mørkne.
Ja, ja, sagde Mads for sig selv, en mærkelig drøm var det nu, det med Jesus.
Nu bliver det snart mørkt og så kan jeg ikke længere se, hvem der går forbi, tænkte Mads, medens han rejste sig for at gå ind i sit beskedne hus igen.
Alligevel kunne han ikke lade være med at sætte sig ved vinduet. Som han sad der og stirrede ud i skumringen, fik han øje på en skikkelse, som gik med hurtige skridt.
Mads rejste sig hastigt og åbnede vinduet for bedre at kunne se. Skikkelsen, som gik forbi, havde også hørt lyden og vendte sig for at se, hvad det var.
Mads så en ung kvinde med et lille, sovende barn på armen.
Undskyld, hvis jeg forskrækkede Dem, sagde Mads, det var ikke min mening. Jeg ville blot se, hvem det var, som gik så hastigt forbi mit vindue.
De forskrækkede mig ikke, sagde kvinden. Jeg er på vej til lægen, for den lille er syg.
Først nu så Mads, at hverken kvinden eller det lille barn var klædt ordentligt på, til at kunne klare sig under en lang spadseretur i en kølig nat.
Jamen, vent lige et øjeblik, sagde Mads.
Han kiggede med blanke øjne på sit lille mesterværk. Det sæt tøj, som han netop havde syet den foregående nat.
Ja, ja, kære Jesusbarn, mumlede han, for så bliver det ikke dig, som får det, for det lille barn udenfor har brug for tøjet lige nu.
Han gik ud til kvinden og gav hende tøjet, idet han sagde, det skal barnet have, hvis det kan passe.
Tusind tak, sagde kvinden og gav barnet tøjet på. Det passer fint og faktisk er den lille heller ikke klædt særligt praktisk på.
Hør, en gammel kappe ekstra har jeg da, sagde Mads. Den må de tage om skuldrene, for det kan godt blive en kold nat.
Han hentede den og gav den til kvinden, som tog imod den.
Vil De ikke også have en humpel brød med på turen, for de har jo lang vej endnu, spurgte Mads.
Tak, men brød har jeg da med mig. Nu må vi skynde os videre. Endnu engang tak for hjælpen, sagde kvinden, alt imedens hun begyndte at gå. Mads blev stående og kiggede efter dem, medens de beslutsomme skridt på grusvejen lød stadigt svagere, efterhånden som de fjernede sig.
Nu kunne Mads ikke længere skimte kvinden og barnet og han gik ind i sit hus.
Mads satte sig i sin stol og tænkte over dagens hændelser. Da han havde siddet en lille stund, kiggede han atter ud af vinduet. Det var helt mørkt nu og Mads begyndte at føle sig døsig.
Medens han sad og blundede, så han, som i drømme, alle de skikkelser foran sig, han havde mødt i dagens løb.
Først byens børn som tit kom op til Mads, for at slå en sludder af.
Så fik han øje på manden med trækvognen og ved siden af stod skærsliberen. Og derhenne kom kvinden med barnet.
Jamen, her er vi. Kender du os ikke, Mads, spurgte alle skikkelserne.
Jo, vist kender jeg jer igen, sagde Mads. Mads satte sig op i stolen og tænkte: Jeg har vist blundet lidt.
Nu vil jeg læse et lille stykke i Bibelen og så gå i seng.
Mads tog Bibelen fra det lille bord, slog op på Mattæusevangeliet og begyndte at læse:
“Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder…” (Matt 25:35-36) – og videre læste han:
“Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig” (Matt 25:40).
Mads lukkede atter Bibelen og fældede en tåre.
Han nikkede, og sagde, så var det altså sandt.
Nu har jeg altså alligevel set Jesus.