Huldrych (Ulrich) ZWINGLI, hvis 500 års fødselsdag fejredes 01 JAN 1984, er relativt ukendt i den økumeniske debat. Dette kan man egentlig undre sig over, idet netop Zwingli nok må betegnes som den af det 16. århundredes reformatorer, der syntes at stå de nutidige økumeniske spørgsmål nærmest. I sit korte liv (1484-1531) kom Zwingli – og senere hans efterfølger Heinrich BULLINGER (1504-75) – til at udøve en ikke ubetydelig indflydelse i både Schweiz og Sydtyskland, såvel som i Ungarn, England og den angelsaksiske verden. Det er eksempelvis Zwingli’s oversættelse af Salmerne, som ligger til grund for den berømte Book of Common Prayer (den anglikanske kirke’s liturgibog), og som anvendes den dag i dag. Ligeledes har Zwingli’s nadverliturgi, i ikke ubetydelig grad, haft indflydelse på den anglikanske liturgi. Det er derfor med rette, det kan understreges, at Zwingli har haft økumenisk betydning.
Økumenikeren Zwingli
Zwingli var en konciliær teolog som, fire århundreder før stiftelsen af kirkernes økumeniske bevægelse, søgte at løse uoverensstemmelser ved samtale med den romersk-katolske kirke – i det mindste så længe, det var muligt. Ligeledes ventede Zwingli sig meget af et alment koncil, som han håbede skulle blive nedsat. Hans håb om et sådant koncil, skulle imidlertid ikke gå i opfyldelse.
Der er få steder, hvor Zwingli’s økumeniske bredde kommer så klart til udtryk, som netop i hans nadverpraksis. I hans nadverliturgi forventes forvandlingen af de tilstedeværende gudstjenestedeltagere i Kristi legeme. Zwingli lærer altså nok en forvandling (transsubstantiation = væsensforvandling) – ikke af elementerne brød og vin – men af menneskene. Ikke det absurde (nam fidei nihil est absurdum), som Zwingli udtrykte det, dvs forvandlingen af brød og vin; men det underfulde, nemlig forvandlingen af menneskene, er eukaristiens (nadverens) hjerte. At så Zwingli’s nadverlære, i den reformerte kirke, meget tidligt blev konform med den calvinistiske – som i dag er den eneste, som spiller en rolle i sammenhæng med nadveren – er en anden sag.
Zwingli’s nadverliturgi udtrykker hans overbevisning om, at det er menigheden og ikke præsten, kongen eller paven, som er øverste instans i kirken. Derfor bliver alt nyt også kun indført lidt efter lidt, for at menigheden – også den almene og uskolede landbefolkning – kunne følge med. Derfor skal også sådanne, som måtte have en anderledes nadverforståelse, ifølge Zwingli, ikke udelukkes fra nadverfællesskabet. Nadveren forudsætter hverken politisk eller teologisk overensstemmelse på alle punkter, men alene viljen til, sammen med andre at ville ihukomme Kristi legems fællesskab. Derfor har Zwingli heller aldrig beskyldt Luther for at være en kætter, selvom der var uenighed mellem disse reformatoriske skikkelser på mange punkter.
På mange måder fulgte Zwingli den demokratiske tradition fra sin hjemegn Toggenburg, frem for alt det dybtforankrede menighedsprincip der var fremherskende i alpekulturen, og som selv medlemmerne i det politiske råd i Zürich måtte tage hensyn til. Således skulle billederne i kirken ikke blot fjernes (den reformerte kirke har billedforbud), men noget sådant skulle først kunne ske efter en flertalsbeslutning i menigheden. Også de gejstliges- og laugsvæsenets processioner med relikvierne fra byens helgen blev afskaffet, idet folket viste manglende interesse herfor. Til gengæld forventedes det, at hver familie lagde en lille pengegave i fattigbøssen i “Wasserkirche” (navnet på en kirke i Zürich).
Hvad der måske også vil overraske mange er den store ære, som Zwingli holdt på, skulle vises Maria, Jesu moder. Zwingli plæderede for, at Maria skulle æres i såvel gudstjeneste som liturgi.
Den intellektuelle teolog
Zwingli var for sin tid, på mange punkter, en teolog som overraskede sin samtid. Således tillagde han også ikke-teologer en teologisk indsigt, og startede den første teologiske skoling af lægfolk i Europa.
For ham var det vigtigt, at befolkningen i Zürich ikke blot hørte og læste Bibelen; men de skulle også forstå den. Derfor lod Zwingli teologerne udlægge Bibelen i en daglig timelang lektion, hvor alle kunne deltage. Teologi skal ikke være nogen ‘hemmelig’ videnskab, ikke kun et præsteligt privilegium, sagde Zwingli.
Zwingli’s interesse for Islam er bekendt. Han foranledigede Koranen (muslimernes hellige bog) oversat samt et studium heraf sat igang, idet han mente, at Helligånden ikke kun indskrænkede sig til at omfatte kristendommen. Ja, Zwingli var endog overbevist om, at han i Himmelen også ville møde hedninger.
Alt dette, og endnu mere som ikke kan nævnes på denne begrænsede plads, gjorde Zwingli til en liberal teolog, som gennem sit korte liv altid fandt det værd at forsøge en dialog – med såvel kristne som ikke kristne.
